Wireless Security klynk

17 juli 2008

Mandag morgen måtte jeg i radioen endnu engang lægge øre til ISP’ernes klagesang over at der er for mange wireless netværk herhjemme der står piv-åbne. Har nogen overvejet om det er med vilje?

Det er faktisk muligt at sikre sig på andre måder end ved at låse sit trådløse netværk – Den største risiko for indtrængende kommer trods alt fortsat fra internettets millioner af brugere, der potentielt kan gå ind på din computer – set i forhold til de forbipasserende eller naboer der kan finde på at bruge de åbne trådløse netværk er der ingen sammenligning.

Tendensen er da også klar, mange computere har i forbindelse med antivirus applikationer også en lokal firewall, ligesom at Windows XP SP2 jo har den indbygget! - Sådan skal det også være, sikkerheden skal danne mur omkring det private – ikke omkring det der roligt kan distribueres, nemlig internet adgangen!

Så er der problematikken omkring folk der bruger ens wireless til ulovligheder, såsom terror og børneporno. Hvis man vil begå ulovligheder kan man sagtens fra sin egen computer skjule sig totalt for ens egen ISP og alle andre, så hvorfor skulle forbryderne bekymre sig om at køre rundt i byen og finde åbne trådløse netværk?

Skulle en forbryder regelmæssigt bruge ens trådløse internet, vil signaturer både på internettet og i den wireless routers log vise at det ikke er internet forbindelsens ejer der er forbryderen, så ejeren kan slå koldt vand i blodet – hvis man har sit på det rene er der jo ingen grund til bekymring!

Jeg tror at sagens rette sammenhæng er at ISP’erne vil bremse udbredelsen af wireless frit gratis overalt internet – Det er jo en bombe under deres services – både diverse 3G og andre wireless internet netværk der kræver abonnement, og naturligvis også under udbredelsen af internet til hver enkelt husstand. Stort set alle IT professionelle har jo i dag mindst 3 betalte internet abonnementer i brug: Virksomhedens, Hjemmets og Mobilens internet abonnement.

Mimer Management foreslår følgende forandringer:

1. ISP’erne skal se sig om efter en forretningsmodel hvor alle kan komme på internet altid – uden ekstra og personlige abonnementer!

2. Hvis Danmark fortsat skal være et teknologisk foregangsland Regeringen skal øge mulighederne for nye innovative virksomheders tiltag, der kan udbrede internettet med betaling der passer – Der er jo allerede kæmpe puljer til innovative virksomheder, men bliver de brugt til at konkurrere mod eksisterende virksomheders gammeldags opfattelse af betaling og forbrug?

3. Glem at lede efter forbryderne i ISP’ernes log-filer – de professionelle forbrydere (dem der står bag eller er rigtig farlige) kan alligevel ikke spores der.

Muligheder der kan overvejes:

1. ISP’erne kan sætte prisen betydeligt ned og opkræve betaling pr. IP-adresse der benytter forbindelsen, og brugeren kan evt. begrænse det maksimale antal samtidige IP-adresser brugeren vil tillade går igennem hendes wireless internet.

2. ISP’erne kan sætte prisen gevaldigt ned på GB prisen, og igen lade det være op til brugeren at styre hvor meget forbrug man vil tillade igennem sin wireless internet – Så kommer vi naturligvis ud i en problematik mellem forskellen på storforbrugere af content og småforbrugere af en mail i ny og næ, kontra omkostningen ved overhoved at have udstyr stående hos brugeren. Devisen her må være at småforbrugerne slet ikke burde behøve at købe en forbindelse, da de kan bruge naboens forbindelse.

3. ISP’erne skal se lidt på mangfoldigheden i mobil markedsføring og overveje at deres abonnementer skal være lige så forskellige som brugernes behov!

4. Regeringen skal yde støtte til tiltag der kan gøre wireless internet mere tilgængeligt, via bredere afregningsmuligheder, ét abonnement eller helt gratis, finansieret igennem andre muligheder.

5. IPv6 bliver knap nok omtalt i danske medier – med udbredelsen af IPv6 vil afregning kunne ske til den enkelte bruger pr. enhed og forbrug!